Barcelona mod Real Madrid - 23-03-2014
Der er én kamp på fodboldens verdenskort, der næsten aldrig skuffer neutrale tilskuere. Det er, når Real Madrid og FC Barcelona mødes.
Det 259. El Clásico-opgør søndag aften i Madrid var bestemt ikke nogen undtagelse.
I 29. spillerunde i den bedste spanske fodboldrække vandt FC Barcelona en af de kampe, man måske aldrig glemmer, med 4-3.
Lionel Messi, der fuldstændigt stjal rampelyset fra Real Madrids Cristiano Ronaldo, var toneangivende i mødet med ærkerivalerne. Argentineren scorede tre gange og stod for assisten, da Andres Iniesta sørgede for en chokstart på en hyperunderholdende forestilling, hvor der skulle løbe utrolig meget vand under broen, før vinderen var fundet.
Fart, tempo, chancerNeymar løb hurtigt på en kontramulighed i 4. minut, mens Karim Benzema havde første nærgående Real-forsøg 60 sekunder senere.
Lionel Messi viste fænomenalt overblik kort efter, da han sendte en stikning i fødderne på Andres Iniesta, der resolut bankede bolden op i nettaget og ind bag en chanceløs Diego Lopez til 1-0, der for en kort stund fik stilheden til at sænke sig over det enorme Estadio Santiago Bernabeu, hvor 85.464 tilskuere var på plads.
Angel Di Maria spillede i 12. minut Benzema fri til scoring, men franskmanden var igen uskarp, mens Messi misbrugte en stor mulighed for 2-0, umiddelbart inden stadionuret rundede 15 minutter.
Tredje gang var så lykkens gang for Karim Benzema. Gareth Bale var i 20. minut manden, der spredte spillet og fandt den excellente Di Maria på venstrekanten, hvorfra argentineren sendte et indlæg ind i panden på den fremadstormende centerforward, som i et splitsekund må have frygtet, at Barcelona-målmand Victor Valdes igen ville blive den store i den direkte duel.
Stærk akse1-1-resultatet på måltavlen fik blot lov til at stå i 180 sekunder. Aksen Di Maria-Benzema funklede på ny med udgangspunkt på venstrekanten. Inde på midten sneg Benzema sig væk fra den stillestående Javier Mascherano. Det gav ham god tid til at tæmme bolden, inden han sikkert flugtede ind til 2-1.
Den i 1. halvleg storspillende kreatør Angel Di Maria satte Karim Benzema i scene igen minuttet efter, men denne gang fik Barcelona-mændene clearet.
Helt naturligt faldt tempoet en anelse efter den mere end hæsblæsende åbning. Flere Real-spillere havde det ene ben i omklædningsrummet i 1. halvlegs slutfase og det udnyttede Lionel Messi prompte til at udligne til 2-2. Scoringen, som var Messis 19. i El Clásico-sammenhæng og dermed rekord, førte til tumult. Den ofte iltre Madrid-forsvarer Pepe og Cesc Fabregas fik gult for at gå for hårdt til værks.
Ronaldo dukkede opReal Madrids store målmaskine Cristiano Ronaldo leverede en anonym indsats i holdkammeraternes skygge i de første 45 minutter, men stjal sammen med dommeren rampelyset i 54. minut.
Portugiseren marcherede mod straffesparksfeltet, hvor Dani Alves bragte ham til falds. Forseelsen blev begået udenfor feltet, hvorfor Dani Alves kun havde hovedrysten til overs, da dommeren pegede på straffesparkspletten. Ronaldo bevarede naturligvis roen og sendte 3-2-scoringen sikkert ind.
Real-føringen holdt ti minutter. Messi, der tog et enormt ansvar og ofte var nede og lege kreatør på midtbanen, sendte Neymar i dybden og brasilianeren fik tilkendt et straffespark, der ud over rødt kort til Madrid-anfører Sergio Ramos også førte til en 3-3-udligning ved Lionel Messi.
Stolpe - og så afgjorde MessiMed forsvarsdirrigenten ude af kampen måtte Real-træner Carlo Ancelotti stabilisere defensiven. Madrid-holdet trak sig tilbage i de sidste 20 minutter af matchen, hvor gæsterne så småt begyndte at øjne en vigtig sejr.
Dani Alves bankede bolden på stolpen i 73. minut med et venstrebensdrøn, inden dommeren igen pegede på 11-meter-pletten, da Andres Iniesta fik Xabi Alonsos knæ at føle seks minutter før tid. Fodboldmagten Lionel Messi var sikkerheden selv og bankede bolden op i krogen til 4-3-sejr med sin Clásico-træffer nummer 21, der fuldstændigt åbner den spanske titelkamp.
Atletico Madrid, der tidligere på dagen vandt 2-0 i Sevilla mod Betis, fører med 70 point. Real Madrid har samme pointantal, men er dårligere end 'lillebror' indbyrdes, mens Barcelona har 69 point.
I Real Madrid-lejren tænker de sikkert på en hurtig revanche. Det kan passende ske i Champions League. Og gerne i finalen i Lissabon 24. maj, hvis man spørger Politikens neutrale observatør.
Real Madrids målmaskine var anonym i de første 45 minitter.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar